Titanium spole

Kommersielle (99,2 % rene) titaniumkvaliteter har en brudspænding på ca. 434 MPa (63.000 psi), hvilket svarer til den for almindelige stållegeringer af lav kvalitet, men er mindre tætte. Titanium er 60 % tættere end aluminium, men mere end dobbelt så stærkt som den mest almindeligt anvendte aluminiumlegering 6061-T6. Visse titaniumlegeringer (f.eks. Beta C) opnår trækstyrker på over 1400 MPa (200.000 psi). Titanium mister imidlertid styrke, når det opvarmes over 430 °C (806 °F).
Titanium er ikke lige så hårdt som nogle kvaliteter af varmebehandlet stål, er ikke-magnetisk og en dårlig leder af varme og elektricitet. Bearbejdning kræver forholdsregler, da materialet kan blive skrabet eller ridset, hvis der ikke anvendes skarpe værktøjer og korrekte kølemetoder. Ligesom konstruktioner fremstillet af stål har titaniumkonstruktioner en udmattelsesgrænse, der garanterer levetid i visse anvendelser. Titaniumlegeringer har lavere stivhed end mange andre konstruktionsmaterialer, f.eks. aluminiumlegeringer og kulstof-fiber.
Metallet er en dimorf allotrop af en hexagonal α-form, der ændrer sig til en kropspunktcentreret kubisk (gitter) β-form ved 882 °C (1.620 °F). Den specifikke varmekapacitet af α-formen stiger kraftigt, når den opvarmes til denne overgangstemperatur, men falder derefter og forbliver ret konstant for β-formen uanset temperaturen. Ligesom zirkonium og hafnium findes der en yderligere omega-fase, som er termodynamisk stabil ved høje tryk, men metastabil ved omgivende tryk. Denne fase er normalt hexagonal (ideel) eller trigonal (forvretet) og kan betragtes som forårsaget af en blød longitudinal akustisk fonon i β-fasen, hvilket fører til sammenbrud af atomplaner.
Ligesom aluminium og magnesium oxiderer titanmetal og dets legeringer straks ved udsættelse for luft. Titan reagerer let med oxygen ved 1.200 °C (2.190 °F) i luft og ved 610 °C (1.130 °F) i ren oxygen, hvor der dannes titandioxid. Det reagerer dog langsomt med vand og luft ved omgivende temperaturer, fordi det danner en passiv oxidbelægning, der beskytter det massive metal mod yderligere oxidation. Når denne beskyttende lag første gang dannes, er det kun 1–2 nm tykt, men det fortsætter langsomt med at vokse og når en tykkelse på 25 nm efter fire år.
Atmosfærisk passivering giver titan en fremragende korrosionsbestandighed, næsten svarende til platin, og gør det i stand til at modstå angreb fra fortyndede svovlsyre- og saltsyrløsninger, chloridløsninger samt de fleste organiske syrer. Titan angribes dog af koncentrerede syrer. Som angivet ved dets negative redoxpotential er titan termodynamisk et meget reaktivt metal, der brænder i normal atmosfære ved lavere temperaturer end smeltepunktet. Smeltning er kun mulig i en inaktiv atmosfære eller i vakuum. Ved 550 °C (1.022 °F) kombinerer det sig med klor. Det reagerer også med de andre halogener og absorberer hydrogen.
Titan er et af de få grundstoffer, der brænder i ren kvælstofgas og reagerer ved 800 °C (1.470 °F) under dannelse af titannitrid, hvilket forårsager sprødhed. På grund af titanens høje reaktivitet over for oxygen, kvælstof og nogle andre gasser anvendes titantrygde som fangematerialer for disse gasser i titansublimationspumper. Sådanne pumper frembringer billigt og pålideligt ekstremt lave tryk i ultra-højt vakuum-systemer.

Parameter：

Anvendelser：
1) Ortopædiske implantater: kunstige led, metalplader, ortopædiske søm, metalstænger til ortopædisk brug, intramedullære søm, knoglenåle, spinal fikseringsenheder.
2) Kardiologiske implantater: kunstige hjerteklapper, hjertepacemakere, hjertekatetre og stenter inden i blodkar.
3) Øjenimplantater: kunstig krystallinse.
4) Tandimplantater: tandimplantat, træknåle, rodfylningsnåle, interne fikseringsenheder mv.
5) Fyldningsmaterialer: brystfyldninger, intraokulære fyldningsmaterialer, fyldningsmaterialer til ortopædi.